Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/harjegbrok.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2364

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/harjegbrok.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2368

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/harjegbrok.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3169
Lyskebrok – Harjegbrok.dk

Lyskebrok [inguinalhernie]

af Nadia A. Henriksen, læge
Definition
Lyskebåndet er et stramt ledbånd, som findes på overgangen mellem mave og lår. Under lyskebåndet findes lyskekanalen, som har flere svage steder hvor der kan opstå brok. Hos mænd vandrer testiklen gennem lyskekanalen og ned i pungen i fosterstadiet, hvilket er årsagen til at lyskebrok findes meget hyppigere hos mænd end hos kvinder. Der findes to typer af lyskebrok, som er interessante fra et anatomisk perspektiv for den opererende kirurg, men udefra ligner brokkene hinanden og giver umiddelbart de samme symptomer. Hvis lyskekanalens naturlige åbning er forstørret, kan det medføre dannelsen af et såkaldt indirekte (lateralt) lyskebrok. Hvis brokket kommer ud gennem lyskekanalens bagvæg, kaldes det et direkte (medialt) lyskebrok. Det indirekte lyskebrok er det hyppigste hos både mænd og kvinder, og er også den type lyskebrok man ser hos børn.

Risikofaktorer
Lyskebrok er den hyppigste af alle typer af brok. Mandligt køn er en velkendt risikofaktor for at udvikle lyskebrok, da lyskekanalen hos mænd er mere rummelig end hos kvinder. Det tyder på, at op mod en 1/4 af alle mænd udvikler et lyskebrok med alderen. Lyskebrok er formentlig arveligt, dvs. hvis ens nære slægtning har lyskebrok, har man en forøget risiko for at få et lyskebrok selv. Man har i lang tid talt om, at tungt fysisk arbejde kan disponere til udvikling af lyskebrok, men dette er endnu uafklaret.

Symptomer
Lyskebrok kan variere i størrelse og kan præsentere sig som en bule på størrelse med en bordtennnisbold i lysken eller kan blive til et større brok som strækker sig ned i pungen (inguinoscrotalt hernie). Lyskebrokket kan genere ved fysisk aktivitet såsom trappegang, cykling og tunge løft. Nogle mærker slet ikke noget til brokket, andet end en bule en gang i mellem. I sjældne tilfælde kan man opleve indeklemningstilfælde, hvor brokket sætter sig fast og gør ondt, indtil det er trykket på plads igen.

Behandling
Hvis du tror du har et lyskebrok, kan du henvende dig til din praktiserende læge. Lyskebrok behandles med operation og kan ofte foretages i dagkirurgisk regi, hvilket betyder at man bliver udskrevet samme dag som man bliver opereret. Operationen kan foretages som en åben operation i lokal eller fuld bedøvelse, hvor kirurgen laver et lille snit henover brokket, og indsætter et kunststofnet til at forstærke lyskekanalen. Operationen kan også foretages som kikkertoperation, hvor kirurgen laver 3 små huller i huden på navleniveau og også indsætter et kunsttofnet på indersiden af bugvæggen. Operationsmetoden afhænger af brokket størrelse, om du har andre sygdomme og om du er opereret tidligere.

Efter operation for lyskebrok er der en risiko på omkring 5% for udvikling af kroniske smerter i lyskeområdet. Derfor anbefaler man kun operation for lyskebrok hos mænd, hvis man har gener i dagligdagen fra brokket. Hos kvinder derimod, er der en lidt større risiko for at et brok i lyskeregionen kan blive fastklemt, hvorfor man som hovedregel anbefaler operation. Operation hos kvinder bør oftest foretages som en kikkertoperation, da anatomien er anderledes end hos mænd, og så man ikke overser et eventuelt lårbrok.