Delte mavemuskler

Delte mavemuskler [rectus diastase]

af Thue Bisgaard, professor, overlæge, dr. med.
Definition
Rectus diastase er en udbredt og godartet tilstand, som ikke skal forveksles med arbrok eller anden form for brok i maveregionen. Tilstanden skyldes udtynding af bindevævet mellem de to midterste bugvægsmuskler. Tilstanden giver ikke risiko for indeklemning af tarme og oftest ingen symptomer. Normalt måler afstanden mellem de to bugvægsmuskler 1½-2 cm. Man definerer rectus diastase, som en tilstand, når afstanden er mere end 2,7 cm.

Risikofaktorer
Alle kvinder vil i varierende grad have rectus diastase under graviditet og umiddelbart efter fødslen, mens hyppigheden hos mænd er ukendt. Tilstanden ses hyppigere hos overvægtige og efter overdreven mavemuskeltræning, ligesom flere fødsler hos relativt ældre kvinder og familiær ophobning, rygning og lungesygdom (hoste) er risikofaktorer.

Symptomer
Rectus diastase kan medføre øget taljeomfang og fremfald af maven. Oftest vil man se en længdegående udfyldning, især når hovedet rejses fra lejet i liggende stilling. Symptomerne vil sædvanligvis være diskrete eller slet ikke tilstede, og det er da også oftest kosmetiske klager, der medfører lægekonsultation. Ekstremt udtalt grad af rectus diastase kan sjældent medføre, at bugvæggen bliver ustabil og kan i sjældne tilfælde give årsag til ryggener eller ubehag i maveregionen.

Behandling
Behandling af rectus diastase vil almindeligvis være konservativ. Fysioterapeutisk træning er dog vidt forskellig, idet nogle fysioterapeuter anbefaler én type af øvelser, mens en anden gruppe mener at disse forværrer tilstanden. Efter graviditet vil rectus diastase oftest svinde eller mindskes af sig selv. Kirurgisk behandling af rectus diastase bør så vidt muligt undgås pga. relativ stor risiko for tilbagefald og kroniske smerter som følge af operationen i sig selv. Ved udtalte symptomer fra rectus diastasen vil behandlingen almindeligvis foregå i plastikkirurgisk regi. Behandlingen vil oftest involvere operation for navlebrok, samtidig med rectus diastase. Hele området i bugvæggen frilægges, og man vil med forskellige kirurgiske teknikker tilnærme de to lodretstående mavemuskler ved sammensyning. Som anført er de to vigtigste komplikationer tilbagefald og svære kroniske smerter, uden at den nøjagtige risiko kendes. Risikoen for sårrelaterede komplikationer er formentlig relativ høj, men kendes heller ikke nøjagtigt.